Det er ikke til mig

I forbindelse med at du skal ændre dine vaner, skal du også ændre den måde du tænker på – dit mindset, på godt dansk ?

Du kan også formulere det på denne måde: Vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang som skabte dem – citat: Albert Einstein.

Med andre ord – du er nødt til at hjernevaske dig selv. Eller i hvert fald lære at tænke anderledes. Men det er jo tit lettere sagt end gjort.

Jeg kan bruge et eksempel fra mig selv: Her i denne ferietid sker det jo, at nogen giver kage eller slik eller is, når de går på ferie eller kommer tilbage fra ferie. Jeg sidder på et kontor, hvor vi er ca. 110 medarbejdere. Alle giver selvfølgelig ikke noget til alle, medmindre der er tale om helt særlige lejligheder, men i min gruppe er vi cirka 15, så jeg får mange mails omkring kage og slik.

Men jeg har sagt til mig selv, at hver gang jeg får sådan en mail, så tænker jeg bare: Den er ikke til mig. Så ignorerer jeg den, går ud og tager noget vand eller noget frugt i stedet OG SPEKULERER IKKE MERE PÅ DET. For det er altså også en vigtig del af det – ikke at bruge mere energi på det end det. Begynder du først at spekulere på det, at tænke: Ahh, jeg kan da godt tage et lille stykke eller Jeg trænger sådan i dag, så kan du lige så godt give op og tage et stykke med det samme.

Problemet er nemlig, at vi kun har en vis portion viljestyrke til vores rådighed, og jo mere vi tænker på kagen, jo større sandsynlighed er der for at give efter for fristelsen på et eller andet tidspunkt, og er blodsukkeret så lidt lavt ud på eftermiddagen, så er det endnu værre.

Men siger du fra start af: Nej, og tænker på noget andet, så er det lidt ligesom at rive et plaster af, det skal gøres hurtigt og i et ryk, ellers trækker du bare pinen ud.

Så prøv at aftale det med dig selv: De mails der kommer ud om kage, slik eller is, de vedrører ikke dig. Det virker.

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar