Ved du hvor lang tid det tager at ændre en vane?

Og hvis du tror det er et entydigt svar, tager du fejl!

Der er rigtig mange forskellige holdninger til dette spørgsmål, men det hyppigste svar jeg har læst, er 3 uger, så det har du sikkert også hørt.

Men det er lidt en sandhed med modifikationer, for jeg har haft masser af ting, som jeg har gjort 21 dage i træk (mest relateret til sundhed), og hvor det alligevel er lykkedes at bryde den.

Jeg tror ikke jeg er den eneste. Jeg tror det kan være farligt at tro, at har du bare gjort noget 21 dage i træk, så er det en vane, som bliver ved – og du har sandsynligvis selv oplevet det.

Hvis du skal bryde en vane, er der visse ting du kan gøre, som øger din chance for succes. Ja, min gode gamle kæphest, forberedelse – men det ER altså det halve af det!

Jeg deler det op i to punkter:
  1. Beslut dig for at gøre det
  2. Hold øje med dine resultater
Lad mig uddybe lidt mere:

Beslut dig for at gøre det

Her mener jeg, at du virkelig skal være forberedt. Det skal ikke bare være en ”Nå ja, jeg burde også tabe mig lidt, jeg tror jeg vil træne noget mere”. Nej, det skal være meget mere specifikt end det. Dit Hvorfor er vigtigt i den forbindelse, men det tror jeg du har på plads allerede.

Hvad vil du helt konkret gøre? Skriv det ned! Hvad kan gå galt? Hvis du er som de fleste, har du sikkert prøvet at tabe dig før, hvor det ikke er lykkedes, så tænk tilbage på hvorfor det gik galt og hvordan du kan være bedre forberedt næste gang.

Det kan også være en fordel at sætte dig et SMART-mål, og ved du ikke hvad det er, kan du læse mere om det her.

Skal du ud og løbe inden arbejde, så læg løbetøjet frem aftenen i forvejen. Vil du i træningscentret efter arbejde, så pak træningstøjet aftenen i forvejen. Handler det om hvad du spiser, så lav en indkøbsseddel, sørg for at få købt det sunde ind.

Altså vær taknemlig for dine erfaringer, som du nu kan bruge konstruktivt – og går det galt undervejs, er det ikke grund til at slå dig selv oven i hovedet, det er ny læring, som du kan forberede dig ud af til næste gang, for du skal absolut ikke give op.

Hold øje med dine resultater

For de fleste af os kan det være godt at notere, enten i form af dagbog eller flueben i en kalender – hvad der passer bedst til dig!

Dagbogen kan du bruge til at lære af eventuelle tilbagegange, men er du tilfreds med et kryds i kalenderen eller flueben, så gør det.

Derfor – beslut dig – notér dine resultater.

Men husk at blive ved et godt stykke tid med at notere dine resultater – lad være med at stoppe efter 3 uger, for det er altså de færreste, som kan holde den 100 % efter blot 3 uger.

Mange hilsner Pia

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar